Gør bilen klar til vinteren

Det er en god idé at bruge et par timer på bilen, inden vinteren sætter ind. Når bilen er forberedt til vinteren, slipper du for en masse ærgrelser og kommer lettere igennem sne, slud og sjap.

Typiske problemer med bilen om vinteren er relateret til fugt og kulde, der kan give startproblemer. Sne- og isglatte veje øger også risikoen for udskridning og kræver derfor mere af bilens dæk.

Fugtbeskyttelse: Virker bedst på en ren motor

Husk at motoren ikke må være startet, inden du går i gang.

For at forbygge fugt og startproblemer skal du pensle eller sprøjte strømfordelerdækslet, tændspole og tændledninger med silikone. Få eventuelt foretaget et tændingseftersyn og en justering af karburator/indsprøjtning. En korrekt indstillet motor kan nemlig spare brændstof.

Er der trængt fugt ind i de elektriske dele, kan du benytte særlige midler mod fugt (f.eks. Pronto) til at sprøjte på ledninger og samlinger.

Dæk

Loven foreskriver, at der skal være 1,6 mm tilbage af mønstret, men hvis du skal køre forsvarligt gennem vinteren, bør der være 3 mm tilbage.

Kører du med vinterdæk, skal de monteres på alle fire hjul. Vinterdæk har et mærke på siden af dækkene: M+S (Mudder og Sne).

Pigdæk er normalt ikke nødvendige i Danmark, medmindre du kører på tider og steder, hvor du ikke kan regne med, at vejene er ryddede. Pigdæk er dog kun tilladt i Danmark i perioden 1. november til 30. april.

Kølervæske

Det er vigtigt, at kølervæsken er frostsikret. Hvis du ikke selv vil kontrollere det, kan værkstedet eller FDMs TestCenter klare det. Beskyttelsen skal være -25 til -35 grader.

På nogle biler kan det være en fordel at skifte termostaten ud med en vintertermostat, der åbner lidt senere. På den måde opnår motoren hurtigere sin driftstemperatur.