Fortsat fremgang til Q8
Q8 offentliggør i dag sit årsregnskab for året 1. april 2006 - 31. marts 2007. Årets resultat blev et overskud på 44,1 millioner kroner, hvilket fortsætter den positive trend i forhold til året før.
29.06.2007 10:00
Kuwait Petroleum (Danmark) A/S - Q8 - kom ud af regnskabsåret 2006/2007 med et overskud på 44,1 millioner kroner mod et overskud på 91 millioner kroner året før. Denne reduktion i overskuddet skyldes alene de faldende oliepriser, der har medført et konjunkturtab på lager af olieprodukter på 18,7 millioner kroner mod en gevinst sidste år på 34,2 millioner kroner. Den intensive priskonkurrence på benzin og diesel er fortsat i løbet af regnskabsåret og den milde vinter har medført et faldende forbrug af fyringsolie. Alligevel er der opnået et positivt resultat. Selskabets omsætning efter afgifter og moms blev 5 milliarder kroner.
Årets resultat er primært skabt på baggrund af øgede indtægter. Indtjeningen fra butik og vask er steget, til trods for at der i regnskabsåret er konverteret 16 servicestationer til F-24 automatanlæg og at der er mindre fremgang i salget af olieprodukter end sidste år. Konverteringerne har medført en positiv udvikling i de enkelte stationers salg af brændstof. Desuden har den målrettede indsats mod at reducere omkostningerne bidraget positivt til resultatet. Blandt andet er den resterende del af Q8s distribution nu blevet outsourcet.
"Vi betragter resultatet som tilfredsstillende og har en flot fremgang på flere forretningsområder," siger administrerende direktør Steffen Pedersen, Q8. "Resultatet for Q8 Servicestationer er det bedste i mange år. Vi har fastholdt vores markedsandele på fyringsolie og vi ligger godt til som branchens bedste online-selskab. Desuden har vi haft pæn fremgang i indtjeningen fra transportmarkedet. Vi har tilendebragt vores udfordrende forandringsproces, og jeg ser gode muligheder for at øge vores indtjening også i de kommende år", slutter Steffen Pedersen.
Hele regnskabet findes fra i dag fredag den 29. juni 2006 kl. 12
Nærmere oplysninger
Jytte Wolff-Sneedorf
Kommunikationschef
Direkte: 4599 2171
Mobil: 4094 2706
E-mail: jysn@Q8.dk