Q8 indfører drive-in
Hurtigt, nemt, kundevenligt. Det er nøgleordene for Q8s nye satsning på drive-in koncept.
01.06.2007 10:00
Nu kan kunderne hos Q8 blive siddende i bilen, når de køber butiksvarer. Q8 i Isterød er udnævnt til pilotprojekt og åbner i næste uge.
"Vi kender vores kunder godt, bl.a. i kraft af omfattende markedsanalyser" siger marketingchef Helle Dahlgren Skov. "Butiks-segmentet er i kraftig vækst og mange kunder kommer udelukkende for at handle butiksvarer. Både disse - og de øvrige kunder - vil vi gerne tilgodese med det nye koncept. Der bliver nemlig samtidig bedre plads på forpladsen til kunder der tanker brændstof, nu hvor der er mulighed for at køre direkte til drive-in lugen, hvis man hverken skal have benzin eller diesel".
Folk vil tanke op
Sortimentet i drive-in udsalget er udvalgte butiksvarer, primært baseret på måltidsløsninger – morgen, middag og aften. "Vi oplever et stigende individuelt behov for at "tanke op", "siger Helle Dahlgren Skov videre.
"Fødevare-tendenserne går i retning af "snacking" på vejen. Folk sidder og småspiser i bilen; mange vil gerne have et hurtigt morgen-rundstykke med på arbejdet, en sandwich til frokost eller aften og måske en flaske vand. Og mange skal have morgenbrød med til kollegerne på arbejdet. Disse kunder skal ikke længere stå i køen i butikken, men kan køre direkte til samtaleanlægget og bestille de ønskede varer, som de så får udleveret ved en luge lidt længere fremme. Fuldstændig som på McDonalds".
God transitbeliggenhed
"Så vidt vi ved, er Q8 de første i Danmark til at indføre drive-in på en servicestation" forklarer butikschef Jan Bendix. "Foreløbig starter vi med Q8 i Isterød, hvor vi vil samle erfaringer med konceptet. Vi har udpeget en række andre stationer, der kan opgraderes til drive-in, hvis pilotprojektet bliver en succes. Fælles for de servicestationer vi har i tankerne, er at de har transitbeliggenhed, hvilket vil sige at folk dagligt passerer stationen på vej til og fra arbejdet – i modsætning til vores motorvejsanlæg, hvor folk typisk gør holdt i længere tid. Der er dog nogle fysiske krav der skal være opfyldt; blandt andet skal man kunne køre rundt om bygningen før det er muligt at etablere en drive-in facilitet".
Q8 Isterød på Frederiksborgvej 25 i Hørsholm åbner sin drive-in service den 4. juni 2007. Der er mange gode tilbud i forbindelse med lanceringen; så hold øje med skiltningen på stationen.
Nærmere oplysninger
Jytte Wolff-Sneedorf
Kommunikationschef
Direkte: 4599 2171
Mobil: 4094 2706
E-mail: jysn@Q8.dk