Q8 Kolding er nu også under ombygning
Der kan stadig tankes benzin og diesel på Q8 på Haderslevvej i Kolding, og bilen kan stadig få en kærlig vask i vaskehallen. Der kan også købes butiksvarer - men ikke fra den sædvanlige butik, som er ved at blive gennemrenoveret.
29.09.2008 10:00
"Den 1. september begyndte vi at pakke ned fra hylderne, og håndværkerne rykkede ind. Den 3. september åbnede vi skurvognen!", siger forretningschef Britta Simonsen.
Q8-stationen er nemlig ved at blive moderniseret og kommer i fremtiden til at høre ind under Q8s nye koncept Qvik To Go.
I mellemtiden kan der købes butiksvarer fra skurvognen, som har særlige tilbud i ombygningsperioden. I skurvognen er der et stort udvalg af varer fra butikken. "Vi har rigtig rigtig meget - stort set alt!", siger Britta Simonsen. "Vi har blandt andet olie og lyspærer til bilen, madvarer, chips, slik, øl, sodavand og bleer - og så har vi stadig frisk morgenbrød fra bageren." Der er altså ikke nogen særlig risiko for, at kunderne vil gå forgæves - men ifølge forretningschefen er problemet også snarere at finde ind i skurvognen. Der er dog sendt bud efter flere skilte, som skal vise kunderne vej.
Kunderne kan glæde sig til den nye butik. "Den bliver så flot!", udbryder Britta Simonsen, der selv glæder sig til butikkens nye udtryk. "Den bliver helt åben med store glasfacader ud mod forpladsen. Vi får en åben kølesektion og bake-off, der betyder, at vi selv vil bage brødet." Udover en duft af friskbagt brød kommer den nye butik også til at betyde et udvidet varesortiment. Bl.a. vil sortimentet af varme pølser blive større.
Som noget nyt har butikken også fået et tilbud til de spillelystne. Med en ny maskine fra Danske Spil er der nemlig blevet mulighed for at spille både Tips og Lotto.
Den nye butik forventes at åbne den 1. oktober kl. 12, og kunderne kan forvente særligt gode åbningstilbud i de nye rammer.
Nærmere oplysninger
Jytte Wolff-Sneedorf
Kommunikationschef
Direkte: 4599 2171
Mobil: 4094 2706
E-mail: jysn@Q8.dk