Q8 åbner klimarigtig servicestation på Nørrebro

Energibesparelser hos både olieselskabet selv og hos Q8s mange kunder står i centrum, når Q8 på fredag den 13. november åbner dørene for en hypermoderne servicestation på Tagensvej. Q8-stationen er placeret midt i et område af Nørrebro, hvor Københavns Kommune investerer 54 mio. kroner i klimarigtig byfornyelse
10.11.2009 12:30
Klimaet rammer for alvor Nørrebro i København på fredag. Da har Københavns Kommune premiere på sit ambitiøse klimaprojekt Haraldsgadekvarteret, og Q8 åbner sin nye fremtidsrettede servicestation, der er placeret midt i den klimaforbedrede bydel.
Q8s nye station på Tagensvej 90 skal først og fremmest give et indblik i, hvordan servicestationer med moderne convenience butik kan indrettes i fremtiden, så de bliver mere energi- og miljørigtige.
Q8 regner således med, at Tagensvej-stationen vil bruge omkring 10 pct. mindre strøm end en almindelig servicestation. Disse besparelser opnås bl.a. gennem brug af nye computerstyrede køleskabe i Qvik To Go butikken, strømbesparende LED-belysning og en helt ny generation bilvaskehal, der kun bruger 30 liter vand til hver vask.
Q8 tænker desuden i nye kundegrupper i forbindelse med den nye servicestation. Den har således fået indrettet en gratis cykelpusleplads, hvor man kan foretage småreparationer på den tohjulede og give den en solid vask.
Den nye klimarigtige Q8 servicestation åbner officielt på fredag den 13. november mellem kl. 11 og 14. Københavns Teknik- og Miljøborgmester Klaus Bondam har givet tilsagn om at deltage i åbningen.
I forbindelse med åbningen tilbyder Q8, at bilister kan få tjekket deres dæktryk gratis. De færreste bilister er nemlig klar over, at et forkert dæktryk både går ud over trafiksikkerheden og koster ekstra i brændstof og CO2 belastning af miljøet.
Den nye Q8 servicestation er udviklet i samarbejde med en række anerkendte specialister på energiområdet. Philips og Grontmij/Carl Bro vil være repræsenteret under åbningen for at give besøgende information om god klimaøkonomi.
Del af spændende klimakvarter
Q8s station på Tagensvej er placeret midt i et af hovedstadens mest spændende klimaprojekter — det gamle Haraldsgadekvarter på Nørrebro.
Q8-stationen er samtidig nabo til Kulturhuset i Valhalsgade, der er hjertet i det store byfornyelsesprojekt. Kulturhuset, Q8-stationen og det mellemliggende grønne areal er derfor et naturligt samlingspunkt for bydelens indbyggere.
Københavns Kommune har investeret 54 mio. kroner i et områdeløft af Haraldsgadekvarteret. Heri indgår en lang række initiativer af bygningsmæssig, social og miljømæssig art.
Nærmere oplysninger
Jytte Wolff-Sneedorff
Kommunikationschef
Direkte: 4599 2171
Mobil: 4094 2706
E-mail: jysn@Q8.dk