Q8 åbner ny Qvik To Go i Viborg

Q8 på Kirkebækvej i Viborg har åbnet helt nyrenoveret butik. Det er Qvik To Go nummer 60 på landsplan.
27.11.2009 15:00
Q8 på Kirkebækvej har gennemgået en omfattende renovering, der har ændret butikkens facade og indretning. Samtidig er butikken overgået til Q8s succesrige kæde af convenience-butikker - Qvik To Go - der indebærer en udvidelse af det traditionelle varesortiment og flere muligheder for servicestationens kunder.
I fem uger havde butikken til huse i en midlertidig skurvognsbutik, så det var med stor glæde at både kunder og ansatte tog den nye moderniserede butik i brug.
"Jeg vil gerne takke alle de loyale kunder, der holdt ved under ombygningen og fandt sig i byggerodet. Nu kan vi byde velkommen i en meget mere åben, lys og overskuelig butik. Det er så rart at være her", siger forretningschef Tina Bonde, der forventer at få endnu flere kunder i fremtiden. Men allerede nu kan de ansatte mærke en stigende interesse fra kunderne.
"Kunderne har taget super godt imod vores Qvik To Go. De synes, det er blevet en meget lys og venlig butik at komme i. Vores kunder er især fra boligområdet og de nærliggende kolonihaver, men vi har også mange håndværkere og unge mennesker. I det hele taget bliver stationen brugt som samlingspunkt".
Fransk hotdog i konkurrence
Folk fra kolonihaverne og det omkringliggende boligområde kan glæde sig over et større udvalg af bl.a. brød og kager. Men i butikken kan man også mærke, at der er taget godt imod de nye snackprodukter, der kan spises som frokost eller et hurtigt mellemmåltid: "Vores calzone og wraps f.eks. sælger rigtig godt, og alle vores snackprodukter kan varmes i vores nye lynovn på bare 2 min. Det er ligeså lang tid, som det tager at lave en fransk hotdog – den har fået konkurrence", smiler Tina Bonde.
Grundidéen med Qvik To Go er "convenience", der kan oversættes med bekvem og lettilgængelig. Det skal være nemt at få fat i populære fødevarer, hvad enten man er bilist, arbejder i nærheden eller er lokal beboer, der lige har behov for at få fat i noget hurtigt og godt mad og drikke.
Holdet på Kirkebækvej består af 14 ansatte. To af dem er ansat på deltid til at tage sig forpladsen, så den altid præsenterer sig pænt. "De ansatte synes, det er bedre at arbejde her nu, og at der er en rar atmosfære. Men selvfølgelig er der også en masse nye rutiner, der skal indarbejdes, og nye produkter, de skal lære at kende".
Nærmere oplysninger
Jytte Wolff-Sneedorff
Kommunikationschef
Direkte: 4599 2171
Mobil: 4094 2706
E-mail: jysn@Q8.dk