Q8 sælger julehjerter til fordel for kræftramte børn

Overskuddet fra salget af lækre julehjerter af chokolade skaffer penge til en festlig Tivoli-tur for familier med kræftramte børn fra hele landet. Julehjerterne sælges på alle 177 Q8 servicestationer i ugerne 46 til 50
03.11.2009 11:30
Danmarks kræftramte børn kan se frem til en ekstra julegave, når salget af store, chokoladedyppede julehjerter går i gang på landets 177 servicestationer tirsdag den 10. november.
Q8 har nemlig besluttet at donere tre kroner af hvert solgt julehjerte til det store arbejde, som organisationen Familier for kræftramte børn gør for de syge børn og deres pårørende.
Målet er at skaffe mindst 100.000 kroner, som organisationen har øremærket til udgifterne i forbindelse med en stor Tivoli-tur for 2.000 familiemedlemmer med kræftramte børn. Tivoli-turen arrangeres hvert andet år og holdes næste gang i april 2010.
Q8s julehjerte kampagne til fordel for familier med kræftramte børn løber i ugerne 46 til 50 - fra den 10. november til den 12. december. I det tidsrum sælges de store chokolade-julehjerter fra alle Q8s servicestationer landet over.
"Det er intet mindre end rigtig flot, når Q8 giver vores organisation hovedrollen i en landsdækkende kampagne af disse dimensioner," siger Kurt Hansen, der er formand for "Familier med kræftramte børn."
"Ikke alene modtager vi en masse rare penge. Vores lille organisation får samtidig en landsdækkende eksponering med plakater, Facebook kampagne og radiospots, som vi aldrig ville have haft råd til at gennemføre for egne midler. Nu bliver der sat ekstra stærkt fokus på vores arbejde. Tak Q8," fortsætter Kurt Hansen.
Q8 sælger ikke kun julehjerter til fordel for familier med kræftramte børn. På alle Q8 servicestationer vil der også stå indsamlingsbøsser, hvor Q8s kunder kan lægge penge til organisationen. Desuden kan man sende en SMS med ordet ”jul” til telefon nummer 1414 og støtte med 20 kroner til arbejdet med kræftramte børn og deres familier.
"Vi har en tradition for at støtte velgørende organisationer i forbindelse med vores årlige julekampagner. I år valgte vi Familier med kræftramte børn, fordi organisationen gør et kæmpestort og vigtigt arbejde. Vi håber, at vi kan hjælpe med til at gøre organisationen kendt blandt et stort publikum," forklarer kommunikationschef Jytte Wolff-Sneedorff fra Q8 Danmark.
Julehjerte indsamlingen på Q8s servicestationer bakkes bl.a. op af en radiokampagne på Radio Nova, hvor skuespilleren Robert Hansen, sangeren Maria Montell og cykelstjernen Jesper Skibby medvirker. Alle tre er ambassadører for Familier med kræftramte børn.
Se også www.familier-med-kraeftramte-boern.dk
Nærmere oplysninger
Jytte Wolff-Sneedorff
Kommunikationschef
Direkte: 4599 2171
Mobil: 4094 2706
E-mail: jysn@Q8.dk