Forretningschef og Teamleder - med stort T

Tanja Hynkemeier er nyuddannet trainee fra Q8 og nyudnævnt forretningschef for servicestationen på Koldingvej i Vejle.

29.09.2009 09:00

Da Tanja Hynkemeier, 25, blev student fra Handelsskolen, fortsatte hun i en deltidsstilling på den servicestation, hun havde arbejdet på i sin fritid ved siden af skolen. Her hørte hun første gang om trainee-uddannelsen hos Q8 fra sin forretningschef, der selv havde været igennem forløbet:

"Jeg har altid tænkt, at jeg skulle noget med butik og ledelse", fortæller Tanja Hynkemeier. "Faktisk tog jeg til København for at tage en elevuddannelse, men kunne hurtigt mærke at der manglede noget. For det var det ledelsesmæssige, der havde værdi for mig, og der var alt for lidt at skulle have sagt". Så efter to måneder stoppede hun og blev ansat hos Q8 igen. Her blev hun igen opfordret til at søge ind på Q8s trainee-uddannelse og efter en tænkepause på et halvt år i Australien, besluttede hun sig for at gøre forsøget.

Q8s trainee-uddannelse

Q8s Trainee uddannelse har akademiøkonom-niveau og afvikles i tæt samarbejde med Viborg Handelsskole. Undervejs i det to-årige forløb gennemgår eleverne seks teoretiske moduler, som afsluttes med en håndfuld intensive dage med eksamen på skolen. I resten af tiden fungerer de som souschefer på en Q8 servicestation.

Uddannelsen har i dag konstant 12-15 elever i alderen 22 til 30 år på skolebænken. Mere end 70 % af dem ender som forretningschefer for en af Q8s 182 servicestationer landet over, men uddannelsen er også højt respekteret i dansk detailhandel, og kandidaterne er eftertragtede, når de har afsluttet eksamen. 

Teamwork

Gennem uddannelsen blev Tanja opmærksom på værdien af teamwork i en sådan grad, at hun i dag synes, at det er én af hendes bedste og vigtigste opgaver. At få hele teamet til at fungere: "Det er fantastisk at se medarbejderne blomstre og udvikle sig fra start til slut, og at få hele teamet til at fungere. Mange af de unge medarbejdere er her bare for at tjene penge, så der ligger en udfordring i at få dem til at yde, det bedste, de kan. For mig er det en livsstil at være souschef, trainee og forretningschef."

Frihed under ansvar

Derfor har det også været vigtigt for Tanja Hynkemeier at lære at sige fra og have fri, når hun har fri. For ellers kan arbejdet komme til at fylde alt for meget: " Man skal virkelig være åben og modtagelig som menneske, fordi man bliver vurderet af professionelle."

Udfordringerne ved medarbejderudvikling og et stærkt konkurrence-gen er ifølge Tanja selv årsagen til, at hun ikke stoppede, men fortsatte og færdiggjorde sin uddannelse. "Hos Q8 er der frihed under ansvar, som betyder, at man har meget at skulle have sagt, men at man også skal lære at sige fra. Uddelegerer man opgaver og ansvar til sine medarbejdere, er det også med til at motivere dem i deres arbejde."

Nærmere oplysninger

Jytte Wolff-Sneedorff
Kommunikationschef
Direkte: 4599 2171
Mobil: 4094 2706
E-mail: jysn@Q8.dk