25 år hos Q8

Q8 er i gang med at ombygge alle sine servicestationer til butikskonceptet Qvik To Go. Én af de centrale kræfter bag det store arbejde, Jan Schjødt, fejrer den 1. april sit 25 års jubilæum hos Q8.
06.04.2010 10:45
Jan Schjødt, 48 år, er oprindeligt uddannet butiksmedarbejder i Dansk Supermarked og var med til at starte Netto på Sjælland. I 1985 søgte han nye udfordringer, og valget faldt på Q8 på baggrund af ønsket om at bestyre sin egen servicestation og siden hen jobbet som distriktschef.
Schjødt var forretningschef i Hørsholm, Nærum og Roskilde fra 1986-94, og i 1994-98 var han distriktschef for servicestationerne i København. Omkring årtusindeskiftet bestred han stillingen som kædechef i en periode i Q8s historie, hvor der skete en omfattende omlægning af servicestationer fra forpagter- til kædedrift. Siden 2003 har han siddet solidt i stolen som marketingskonsulent for alle de nye butikker.
En grundbase af sunde forretninger
"Den omorganisering vi lavede i midten og slutningen af 1990'erne betyder, at vi den dag i dag har en grundbase af gode og sunde forretninger. Det er én af årsagerne til den store succes, vi oplever med Qvik To Go, og jeg føler en stolthed over at have været med til at tilpasse organisationen til markedet, som det ser ud i dag", fortæller Jan Schjødt, der har høstet stor erfaring gennem de mange funktioner, han har haft i organisationen.
Pt. sidder han med udviklingen af butikskonceptet Qvik To Go og forskellige tilhørende underkoncepter, f.eks. den nye kaffe, der er ved at blive introduceret på stationerne. Derudover laver han indretningen af butikkerne og har ansvaret for det hardware, der skal være - f.eks. kølere, ovne, kaffemaskiner og inventar generelt.
"Jeg oplever en stor glæde ved at se mit arbejde blive til virkelighed, og det er spændende med de udfordringer, jeg møder under ombygningerne – der er jo ikke to stationer, der er ens. Vi er i gang med anden generation af Qvik To Go butikker, og det sker i et marked, hvor kunderne ikke vælter ind i butikkerne længere. Udfordringerne i fremtiden ligger i at sikre, at vi kommer lige så flot ud af krisen, som ind i den – vi skal hele tiden være et skridt foran, og jeg sidder lige nu og arbejder med nye tiltag som f.eks. smør-selv-sandwichs og mere cafétilrettede løsninger ud til stationerne."
Et bredt samarbejde i Q8
Sideløbende med sin karriere har Jan Schjødt taget forskellige efteruddannelser, f.eks. Q8s management program, der har været med til at ruste ham til den stilling, han har i dag: "Jeg synes, at jeg indtil videre har haft en spændende karriere med masser af udfordringer og et godt samarbejde med alle de forskellige kolleger, jeg har stiftet bekendtskab med. Det er altid sjovt at få nye indspark og opleve nye måder at se tingene på, og jeg nyder det brede samarbejde, jeg har med folk, der kommer fra vidt forskellige steder i Q8."
Jan Schjødt fejrer sit 25 års jubilæum med en reception på Banevænget 13, mandag den 12. april kl. 15-17
Nærmere oplysninger
Jytte Wolff-Sneedorff
Kommunikationschef
Direkte: 4599 2171
Mobil: 4094 2706
E-mail: jysn@Q8.dk