Carsten Mærkedahl har 25 års jubilæum hos Q8

Den 1. december er det 25 år siden, Carsten Mærkedahl startede i teknisk afdeling hos BP. I dag er han logistikchef hos Q8 og medlem af biobrændstofgruppen i oliebrancheforeningen EOF.

23.11.2011 10:00

Carsten Mærkedahl (52) er opvokset i Birkerød og i dag bosat i Fredensborg. Han startede hos BP den 1. december 1986 bare et halvt år inden fusionen med Q8. Derfor udviklede jobbet sig hurtigt fra administrative opgaver og vedligeholdelse af teknisk udstyr hos BP til også at indeholde en kæmpe opgave med re-branding til Q8 og med at finde sin plads i den nye organisation.

Nogle år efter blev der oprettet en helt ny central indkøbsafdeling, hvor Carsten Mærkedahl blev ansat som indkøber. Han kom til at forhandle kontrakter på indkøb af alt fra "blyanter til jordtanke", og i 2000 blev han tilbudt jobbet som indkøbschef for afdelingen.

Man keder sig aldrig hos Q8

I 2007 blev Carsten Mærkedahl udnævnt til logistikchef med ansvar for distribution, forsyning og lagre, og han mærkede hurtigt, at han nu var havnet på rette hylde.

- Jeg var virkelig glad for arbejdet i indkøbsafdelingen, så det var ikke, fordi jeg var utilfreds i min daværende stilling, slet ikke. Men da jeg fik opgaver med mere operationel drift, kunne jeg med det samme mærke, at det var noget, der passede mig rigtig godt. Og så har jeg virkelig gavn af de mange års erfaring i alle tre markeder. Man kan sige meget, men det er ikke kedeligt at arbejde hos Q8, siger Carsten Mærkedahl

I de sidste to år har arbejdet med biobrændstof fyldt rigtig meget, og Carsten Mærkedahl sidder i dag også i biobrændstofgruppen i oliebrancheforeningen EOF.

Sporten

Udover arbejdet på Q8s hovedkontor har Carsten Mærkedahl deltaget aktivt i afholdelsen af flere sociale sportsstævner i Q8-regi. Privat er han en dedikeret golfspiller, når tiden er til det, og i maj blev han gift med sin kæreste gennem tre år, Marianne. Sammen har de fire sammenbragte børn.

I anledning af Carsten Mærkedahls 25 års jubilæum er der reception onsdag den 30. november kl. 15.00 på Q8s hovedkontor på Banevænget 13 i Birkerød.

Nærmere oplysninger

Jytte Wolff-Sneedorff
Kommunikationschef
Direkte: 4599 2171
Mobil: 4094 2706
E-mail: jysn@Q8.dk