Q8 i Esbjerg installerer hjertestarter

Succesrigt sponsorsamarbejde med Røde Kors får Q8 til at installere hjertestartere på udvalgte servicestationer og anlæg. Q8 på Storegade i Esbjerg er én af de stationer, der har installeret en hjertestarter.
21.12.2011 11:47
4.000 danskere får hvert år hjertestop. Det kan ske alle vegne, og det er meget vigtigt, at den pågældende person så hurtigt som muligt får førstehjælp, genoplivning via kunstigt åndedræt og assistance fra en moderne hjertestarter.
Q8 installerer nu professionelle hjertestartere på udvalgte servicestationer og anlæg landet over. Samtidig sørger Q8 for, at medarbejderne på de pågældende placeringer får tilbudt uddannelse i både brugen af hjertestarteren og førstehjælp generelt.
Hurtig hjælp hos Q8
Q8 på Storegade i Esbjerg er blandt de stationer, der har fået installeret en hjertestarter, og her har hjertestarterinitiativet fået stor opbakning fra personalet. Forretningschef Regina Madsen er rigtig glad for at have en hjertestarter på stationen:
"Jeg synes, det er en rigtig god idé, at en servicestation som vores har fået en hjertestarter. Stationen er placeret tæt på et meget stort boligområde, og vi har faktisk mange kunder, der har vist interesse for at vide, om vi havde en hjertestarter, hvis de en dag skulle få brug for den. Desuden har vi kontakt med rigtig mange mennesker hver dag, og fordi vi har døgnåbent, er hjertestarteren altid tilgængelig hos os, hvis der skulle ske en ulykke".
Regina Madsen har sammen med sit faste personale deltaget i et førstehjælpskursus om genoplivning med hjertestarteren, så de kan udøve livreddende førstehjælp, hvis ulykken skulle ske. En erfaring, der også kan bruges andre steder end lige netop på anlægget, da udbredelsen af hjertestartere bliver større og større.
"Det er også en tryghed for os, at vi ved, at vi er klar til at hjælpe, hvis der skulle opstå et behov. Hjertestarteren er nu tilmeldt på hjerterstarter.dk, så det er tydeligt for enhver, at vi har en hjertestarter placeret hos os, hvis nogen skulle få brug for den", siger Regina Madsen.
Måske over hele landet
Q8s HR-chef Berit Jebjerg håber, at olieselskabet kan indkøbe hjertestartere til mange flere af sine servicestationer landet over.
"Vi sigter i første omgang på de stationer, hvor der ikke er placeret andre offentligt tilgængelige hjertestartere i nærheden. Det kan også være på stationer, hvor der enten er langt til behandlingsmuligheder for hjertepatienter, eller hvor der bor så mange mennesker i nærheden, at der statistisk set må ske en del hjertestop," forklarer Berit Jebjerg.
Hjertestarterne er en del af Q8's omfattende "Mission Omtanke" strategi, der går igen i alle Q8s aktiviteter over for kunder, medarbejdere, klima, miljø og samfund.
Ud over hjertestarter initiativet ses Q8s omtankestrategi bl.a. i selskabets tætte samarbejde med Rådet for Sikker Trafik, underskrivelsen af European Road Safety Charter og Q8s medlemskab af Fuldkornspartnerskabet.
Inspireret af fodbold-sponsorat
Sidste år indgik Dansk Røde Kors og Q8 et sponsorsamarbejde, hvor 10 fodboldklubber fik betalt en hjertestarter og et førstehjælpskursus til 10 medlemmer.
Samarbejdet i Røde Kors' "Red Flere Liv" kampagne fik Q8 til at åbne øjnene for, hvor stort behov der er for hjertestartere:
"Mange af hjertestarterne er placeret på institutioner og arbejdspladser, hvor ikke alle har adgang, eller hvor der ikke er adgang uden for normal arbejdstid. Vi vil placere hjertestarterne på Q8-stationer, hvor alle kan komme hurtigt til og fra, og hvor åbningstiderne er udvidede i forhold normal arbejdstid" forklarer Berit Jebjerg.
Nærmere oplysninger
Jytte Wolff-Sneedorff
Kommunikationschef
Direkte: 4599 2171
Mobil: 4094 2706
E-mail: jysn@Q8.dk