Q8 på Koldingvej bygger om – og åbner skurvognsbutik

Der kan stadig tankes brændstof, og man kan stadig få en gratis kop kaffe, mens bilen er i vaskehal – men fra den 29. november rykker Q8 på Koldingvej i Vejle ind i en midlertidig skurvognsbutik på forpladsen, mens den faste butik gennemgår en større renovering.
23.11.2011 13:24
Den 21. december åbner butikken som en Qvik To Go med en helt ny indretning og med et større udvalg af bl.a. food to go. I den mellemliggende periode er kunderne velkomne i den beskedne skurvognsbutik, hvor det sædvanlige personale står klar med venlig og hjælpsom betjening.
"Vi kan stadig tilbyde en varm kop kaffe, mens bilen er i vaskehal, og vi har også friskbagt brød i den midlertidige butik. Derudover tager vi alle de mest populære varer med os ud i butikken, så folk ikke går forgæves", lover forretningsleder Søren Mikkelsen.
I løbet af det sidste år har stationen fået ny vaskehal og nye brændstofstandere, og for nyligt indførte stationen forudbetaling, der gør det nemt at betale på forpladsen, før man tanker. Renoveringen af butikken vil bringe stationen helt up to date i forhold til Q8 butikskoncept Qvik To Go.
"Vi undskylder byggerodet og glæder os til at byde velkommen i den nyrenoverede butik den 21. december."
Qvik To Go
Qvik To Go er Q8s nye kæde af convenience butikker, der tilgodeser de behov, som nutidens forbrugere har. Her skal det være nemt og hurtigt at finde det, man søger, og varerne skal være af god kvalitet, hvad enten der er tale om food to go, økologiske produkter, kølige drikkevarer eller varm kaffe. Q8 er i øjeblikket ved at renovere alle sine butikker landet over. Q8 på Koldingvej bliver nummer 94 i rækken af Qvik To Go butikker Danmark.
Nærmere oplysninger
Jytte Wolff-Sneedorff
Kommunikationschef
Direkte: 4599 2171
Mobil: 4094 2706
E-mail: jysn@Q8.dk