Generationsskifte på tanken

Q8 på Assensvej i Nørre Aaby er rykket ind i en midlertidig skurvognsbutik på forpladsen, mens den faste butik gennemgår en større renovering for at blive en del af Q8s butikskoncept ”Qvik To Go”. Indehaver Peter Thinggaard overdrager samtidig nøglerne til en ny forretningschef.

30.04.2012 10:59

Den 30. april er slutningen på en æra for indehaver Peter Thinggaard, der har haft stationen i 19 år. Den nye forretningschef er Søren Mikkelsen, der er udlært ved Q8 i Lystrup og efterfølgende har taget Q8s traineeuddannelse. Når stationen åbner som Qvik To Go den 31. maj kl. 12, bliver det derfor uden Peter Thinggaard, der har været tvunget til at stoppe på grund af helbredsproblemer.

”Jeg havde satset på, at jeg kunne blive ved nogle år endnu, da Qvik To Go er et utroligt spændende butikskoncept. Men når det ikke kan være anderledes, er jeg sikker på, at Søren er den rette til at tage over”, siger Peter Thinggaard.

”Butikken bliver gennemgribende renoveret med en helt ny indretning og nye produkter på hylderne – det bliver en virkelig flot butik”, siger Peter Thinggaard, der har svært ved at skjule ærgrelsen over, at han ikke kommer til at drive butikken fremover. Nu skal han dog pleje helbredet under lidt roligere forhold, end arbejdet på en servicestation kan tilbyde ham.

Mens ombygningen står på, vil det stadig være muligt at tanke brændstof og købe butiksvarer – dog under mere beskedne forhold i den midlertidige skurvognsbutik.

Når butikken på Assensvej åbner dørene til Qvik To Go, bliver det bl.a. med et stort café- og loungeområde, hvor man kan sidde og arbejde, spise mad eller blot tage et velfortjent hvil fra køreturen.

Qvik To Go 

Qvik To Go er Q8s nye kæde af convenience butikker, der tilgodeser de behov, som nutidens forbrugere har. Her skal det være nemt og hurtigt at finde det, man søger, og varerne skal være af god kvalitet, hvad enten der er tale om food to go, økologiske produkter, kølige drikkevarer eller varm kaffe. Q8 er i øjeblikket ved at renovere alle sine butikker landet over og har netop åbnet Qvik To Go nr. 100 i Nyropsgade i København.

Nærmere oplysninger:

Kommunikationschef Jytte Wolff-Sneedorff
Kuwait Petroleum (Danmark) A/S
Telefon: 45 99 21 71
E-mail: jysn@q8.dk