Hæder til Q8 i Hobro

Fire gange om året kårer Q8 de bedste servicestationer/medarbejdere blandt sine 160 stationer i hele Danmark. Forleden gik hæderen til Mette Kjærgaard fra Q8 i Markedsgade i Hobro for hendes store engagement og loyalitet.
19.01.2012 14:15
”Hun arbejder ganske enkelt som om, det er hendes egen forretning”, lyder den korte begrundelse for, hvorfor souschef Mette Kjærgaard er kåret som distriktets medarbejder.
”Mette udviser altid et stort engagement og loyalitet. Hun kigger ikke på klokken, og hun går først hjem, når det hele spiller. Stationen ligger også altid godt placeret i salgskonkurrencer. Hun er ganske enkelt en god rollemodel, der forstår at motivere sine kolleger”, fortæller hendes distriktschef hos Q8, Lars Bækkelund, om Mette.
Beskeden og stolt
Mette har arbejdet på Q8-stationen i 9 år og har sammen med sin forretningschef skabt en rigtig god servicestation – og det bliver nu belønnet.
”Det er slet ikke så skidt”, lyder det beskedent fra Mette, når man spørger hende, hvordan hun har det med kåringen. Hun ser den som et resultat af hele stationens hårde arbejde.
”Jeg er utrolig stolt af kåringen. Den er et klap på skulderen og viser, at der bliver sat pris på vores arbejde. Det motiverer mig til at fortsætte det gode arbejde, og det håber jeg også smitter af på mine kolleger”.
Mange faste – og glade - kunder
Selvom Mette har været samme sted i 9 år her til april, er dagene aldrig ens. Mette sætter især pris på kontakten med kunderne – kendte som ukendte.
”Dagene er altid forskellige, fordi man konstant møder nye mennesker. Det kan jeg godt li´. Vi har også mange faste kunder, og det er altid dejligt at snakke med dem. Er en kunde lidt trist, får vi lige en lille snak. Det er utrolig vigtigt at pleje kunderne”, fortæller Mette, der også er blevet et kendt ansigt i gågaden i Hobro i kraft af sit arbejde hos Q8.
Kendt ansigt i byen
”Når jeg går en tur i gågaden, møder jeg jo ofte folk, jeg kender fra stationen. De hilser altid, og mine børn spørger ’Hvem er det, mor’. Så forklarer jeg, at de er kunder på mit arbejde”, fortæller Mette og smiler til den næste kunde…
”Hvad kan jeg gøre for dig?”
Nærmere oplysninger:
Kommunikationschef Jytte Wolff-Sneedorff
Kuwait Petroleum (Danmark) A/S
Telefon: 45 99 21 71
E-mail: jysn@q8.dk