YX på Egeskovvej bliver til F24 automatanlæg

Preben Pedersen, der er ejer af tankstationen på Egeskovvej i Fredericia, har besluttet at skifte olieselskab. Fra den. 1. februar vil der stå F24 på anlægget. Værkstedet og butikken fortsætter under nyt navn, ”Tanken Egeskovvej”.

25.01.2012 10:00

Preben Pedersen har været ejer af stationen i snart 32 år. Han var bare 24 år gammel, da han overtog driften af stationen, der dengang var en Uno X. Siden har han været igennem en del konverteringer, dog altid tvungent i forbindelse med opkøb, fusion eller lignende – men nu syntes han, at der skulle ske noget helt nyt. Og her faldt hans eget valg på Q8s lavprisanlæg F24.

”Stationen kommer til at kunne tilbyde kunderne den perfekte kombination af billigt brændstof, butik med alt, hvad der hører sig til, værksted og trailerudlejning. Selvom det bliver et automatanlæg, kan man stadig hente hjælp i butikken, hvis man føler behov for det – alle er velkomne”, siger Preben Pedersen, der glæder sig til dét, han kalder en ”opgradering” af anlægget.

Det er ”Tanken”, der tæller

Om morgenen er det Preben, der bager brødet i butikken, men det er også ham, der styrer regnskaberne, kontorarbejdet og resten af dagen er én af to automekanikere i værkstedet. Hans kone står i butikken om formiddagen og har også ansvaret for en del af indkøbene.

”På vores station har vi snart 32 års erfaring, en masse gråt hår og en hel del humor. Det er vigtigt for os, at det er sjovt at være her både for medarbejderne og kunderne”, smiler Preben Pedersen, der gennem snart 32 år har fået opbygget et meget stort netværk i området.

Q8/F24 er godt placeret i Fredericia

Egeskovvej er en af de store indfaldsveje til Fredericia på ”Vejlesiden”, og Q8/F24 bliver med åbningen af det nye F24 anlæg repræsenteret på alle de store indfaldsveje til Fredericia. Så der er aldrig ret langt til brændstof, når man er kunde hos Q8/F24.

I butikken vil det være muligt at hente en ansøgning til et Q8/F24 benzinkort, der kan bruges på alle Q8- og F24 tankstationer og også i Q8s butikker.

Lavpris kommet for at blive

F24 er Q8s kæde af automatanlæg og har oplevet en markant fremgang i de seneste fem år. F24 blev stiftet i 2005 og er siden vokset til over 80 stationer landet over. Den 1. februar placeres F24 nummer 86 på Egeskovvej.

En F24 station vil typisk være 7 øre billigere pr. liter benzin og 21 øre billigere på diesel end en Q8 station.

F24 nu med multimedia

Alle betalingsautomater bliver afløst af helt nye terminaler, der kan udnytte de chip, som alle nyere Dankort og kreditkort er udstyret med. De nye betalingsautomater giver en langt højere sikkerhed ved betaling med kreditkort og er med til at reducere risikoen for svindel, tyveri og kortmisbrug. Betalingsautomaterne accepterer både kontanter, Dankort og alle gængse kreditkort samt kundekort fra både F24 og Q8.

Nærmere oplysninger fås hos:

Kommunikationschef Jytte Wolff-Sneedorff
Kuwait Petroleum (Danmark) A/S
Telefon: 45 99 21 71
Email: jysn@q8.dk