Information om salgsproces
for Q8 Danmark

OKQ8, som er ejer af Q8 Danmark, har indledt en proces, hvor man undersøger mulighederne for et salg af Q8 Danmark. 

Q8 Danmark er en stærk og veldrevet virksomhed med en solid markedsposition, stabile resultater og et landsdækkende netværk af stationer og energiløsninger. At OKQ8 undersøger muligheden for et salg, er et led i en løbende vurdering af koncernens portefølje og strategiske prioriteringer.

Energimarkedet er i hastig forandring og stiller større krav til fokus og investeringer, og OKQ8 har et ønske om at styrke udviklingsfokus i Sverige, som er koncernens største marked. Derfor vil OKQ8 afsøge markedet for et salg af Q8 Danmark til en ny ejer, der kan videreudvikle selskabet til glæde for kunder, medarbejdere og samfund.

En salgsproces kan være kompleks og der kan derfor gå en rum tid, før en endelig afklaring foreligger. I mellemtiden vil den daglige drift i Q8 Danmark fortsætte uændret, og hele Q8 Danmarks fokus er på at udvikle og drive virksomheden videre som hidtil og sikre stabilitet og tryghed for både kunder og medarbejdere gennem hele forløbet.

 

Kort FAQ

Hvad betyder processen for mig som kunde?
Processen har ingen betydning for din hverdag. Stationer, priser, produkter og services fungerer som normalt.

Påvirker det vores eksisterende aftaler?
Nej. Alle eksisterende aftaler og leverancer fortsætter for nu uændret for både erhvervskunder, samarbejdspartnere og leverandører.

Påvirker processen den daglige drift?
Nej. Q8 Danmark drives videre som normalt gennem hele forløbet.

Hvorfor undersøger OKQ8 et salg?
Energimarkedet er i stor forandring, og på den baggrund ser OKQ8 på, hvordan koncernens samlede portefølje bedst kan udvikles fremadrettet, og hvordan fokus kan styrkes på det svenske marked. I den forbindelse ser man på, hvordan Q8 Danmark bedst kan fortsætte sin udvikling på det danske marked.

Vil vi blive informeret, hvis noget ændrer sig? 
Ja. Hvis der sker ændringer, som er relevante for jer som erhvervskunde, vil I blive informeret direkte.